I går gik Familieturen til Næstved. Spillestedet havde egentligt besluttet sig for at aflyse koncerten pga. det dårlige billetsalg. Men hvis vi selv kunne medbringe højtalere, så kunne vi flytte koncerten over til Musikstalden. Jeg ejer selv et par højtalere og en forstærker til når jeg er ude at spille solokoncerter på mindre steder. Så dem kunne jeg jo tage med. Der ville stadig ikke komme særligt mange. Salget var stallet ved 32 billetter. Solgt på et halvt år. Men er det ikke lige meget hvor mange man spiller for? Det måtte jeg finde ud af.

Så vi flyttede koncerten over til stalden, jeg medbragte højtalere og vi holdt fast i at gennemføre.

Vi var alle trætte efter en lang weekend, og endnu en koncert på Hotel Cecil tirsdag aften. Vinden peb og føg om ørerne på os, så hele bandbussen svingede, mens vi kørte sydpå. Jeg skuttede mig på passagerforsædet og faldt i søvn og var lige vågnet da vi kørte ind i den brostensbelagte gyde bag den aflange gulmalede bygning, som sikkert tidligere har været stald for officerernes heste dengang stedet var en rigtig kaserne.

Bygningen var aflåst, men vores altid ukuelige optimist Kingo løb om på den anden side og fik låst os ind. Koncertlokalet var helt tomt og der var umiddelbart ingen velkomst. Jeg blev lidt tung om hjertet. Hvad skulle vi her på Sydsjælland hvor næsten ingen alligevel rigtigt ville have os? Hvorfor havde vi bevæget os ud i dette blæsevejr? Hvorfor trodsigt holde fast i at gennemføre en koncert som kun 32 mennesker kommer til? Måske nogen af dem endda blev hjemme pga. det dårlige vejr?

Men så kom de søde værtsfolk med kurve fulde af frugt, nødder, chokolade og kaffe og havremælk. Og der blev rullet monitorkasser ind, som husets tekniker havde fundet frem til os, selvom vi havde forpligtet os til at stå for lydproduktionen selv. Folk var hjælpsomme og ønskede at vi skulle have det godt.

Lydprøven gik også fint. Lokalet var tørt, og scenen var lille så vi stod tæt. Alle kunne høre hinanden, og da vi spillede Stilhedens Hus til lydprøven var det næsten den bedste live version jeg havde hørt af den. Der er noget med den sang og tempoet og roen og min frasering og guitarspil, som jeg stadig kun lige er ved at lande i.

Til aftensmad var der buffet med forskellige salater, chili con carne, linsefrikadeller og ovnbagte ris. Det var en fin middag. Og Jonas fortalte historien om Munkebakken. Noget med en trold og nogle kirketårne og en stor sæk fuld af grus og jord.

Jakob Falgren spillede først en halv times sæt. Han er min gamle bassist i Bissebanden - det band som jeg spillede med i ti år. Han kom først til i 2018, men var med til at indspille Tanzmaus, Tårefilm, Homunculus og Traumecentret. Hans baslinjer kan høres på alle sange på de albums, men også mere end det. En gennemgående musikalitet, ro og overblik, der på mesterlig vis veksler mellem ydmyghed og glans. Nogle gange overlod han bassen til Adi og spillede akustisk guitar i stedet for. Fordi han hellere følte for det.

Nu har han lavet sit første soloalbum, som formentligt udkommer senere i år. Jeg havde spurgt om han ville komme og spille i sin gamle hjemby Næstved. Eller Næveren, som den kaldes på egnen.

Selvom der var blevet solgt lidt flere billetter - måske især pga. Jakobs tilføjelse på plakaten, var vi stadig ikke mere end 50 mennesker. Og rummets aflange form, og det faktum at der kun var stillet cafeborde op ude i siderne, bevirkede at der var meget tomt foran scenen da Jakob gik på. Han kaldte os frem, og jeg tog min stol og satte mig demonstrativt helt op til scenekanten. Den søde mand dedikerede sin første sang til mig, "Seeren" kaldte han den, og begyndte at synge. Og langsomt faldt jeg endelig til ro.

Det kunne være lige meget hvor mange vi var.

Vi var her.

Og Jakobs sange var så fine og tidløse. Om mennesker der søger og sørger, og ikke helt kan finde sig til at rette med dem de er. Alle under den samme gyldne himmel, under den samme sol, i den samme rutebil, med den samme længsel. Og han sang så roligt og mildt. Ingen store falbelader eller eskapader, ingen voldsomme effekter. Bare et varmt, menneskeligt nærvær. Det var rørende i al sin enkelhed og fuldkommenhed.

Jeg blev siddende, selvom vi skulle på umiddelbart efter. Jeg ville høre det hele.

Da jeg selv trådte op på scenen efter Kingos vanlige intro til "Familiefølelsen", blev jeg atter konfronteret med min usikkerhed. Der var vitterligt ikke særligt mange mennesker. De fleste sad ned. Folk havde selv slæbt stolene op foran scenen i en improviseret og lidt rodet formation, men var stoppet to-tre fra scenen, hvor der nu var dannet et slags brandbælte mellem publikum og os musikere. Der stod to tomme stole i ingenmandslandet, og det var som om de tjente til skræk og advarsel mod alle, der kunne finde på at driste sig så tæt på scenen. Se hvad der skete med dem, der kom før!!

Jeg kunne ikke ane folks ansigter pga. modlyset fra scenelamperne. Men bag de sorte silhuetter kunne jeg se den oplyste bar nede i den anden ende af rummet og en lystavle, der jævnligt skiftede med reklamer for den kommende tids arrangementer. Andreas Bo lavede comedy d. 26. april kunne jeg læse... Det var svært at mærke noget. Jeg kiggede ned på sætlisten og tog en dyb indånding.

Undervejs i koncerten sagde jeg til mig selv: "nu er vi halvvejs", "nu er der kun seks sange tilbage", "nu er vi snart færdige". Altimens jeg forsøgte at smile og oprigtigt synge mine sange om at åbne sig op, omfavne nuet og elske uden fordomme. Jeg følte mig forløjet.

Men jeg vidste også at transformationen ville komme før eller siden. At den næsten altid kommer når man spiller. Måske kun i et glimt, men at der altid på et tidspunkt er hul igennem. Ind til nuet.

Jeg ved ikke præcist hvornår det opstod. Måske ved "Yin & Yang" da jeg kaldte publikum op på scenen og de rejste sig fra deres stole. Måske var det langt tidligere. Måske bølgede det frem og tilbage. I de glimt hvor jeg kunne mærke publikums respons blev jeg selv helt nærværende. Når jeg gik ud til dem, og den ældre dame tog fingrene ud af ørerne og med et lille genert smil gav mig et spagt "ja" da jeg i "Verdensborger" opfordrede folk til at knække canceren.

Koncerten sluttede og for mig var det den 11. koncert på tre uger og på den måde endnu en i rækken. Men for publikum den aften var det måske den første koncert i lang tid, måske den første med mm og og løjserne. Det fandt jeg ud af da jeg stod nede i merchboden og solgte plader efter showet. Og det var også her at jeg fandt ud af hvorfor vi var kommet til Næstved i dag trods det dårlige billetsalg, metaltrætheden i bandet og blæsevejret.

I boden mødte jeg folk som aldrig havde hørt os før. De var helt overvældet af koncerten og takkede mig overstrømmende. Og så var der en ældre herre. Han var en kender. Han havde mange af mine plader, kun "Blodager" havde han ikke set før. Den skulle han have med hjem. Koncerten havde været fantastisk, sagde han. Og højdepunktet havde været "Salamander", og det øjeblik da Kingo havde taget saven frem i "Fyrretræ". Da havde den gamle mand fældet en tåre.

Med et trylleslag alt sliddet og slæbet, den lange tur og tvivlen opvejet - det var altsammen det hele værd for at møde denne ældre herre og gribe hans knoglede hånd, se ham i øjnene og mærke hans berørthed.

Nu er det henved torsdag middag. I dag spiller vi på Gimle i Roskilde. I dag vil jeg atter forsøge at berøre mine medmennesker. At skabe et rum for latter, tårer og nærvær. Være det lys, som brænder i os allesammen, men som vi ofte uforvarende kommer til at sløre til i vores fortravlede hverdag.

Jeg ligger i sengen og skriver gårsdagens hændelser ned. Jeg er arkivar. Jeg læser "Jonathan Livingstone Havmåge". Den handler om at overvinde tiden og rummet. Om at blive udstødt og finde sit eget fællesskab. Om at kroppen også bare er en tanke, at vi alle er en del af Den Store Måge.

Jeg er Turbojørgen Havmåge. Også jeg følte mig udstødt. Som lille dreng fik jeg konstateret dårlig hørelse. Jeg skulle bruge høreapparater og hadede det. Jeg ville ikke være anderledes, men var det tydeligvis. Apparaterne peb og jeg blev drillet. Senere i folkeskolen fik jeg langt hår og begyndte at spille jazz. Jeg blev ikke inviteret til festerne i weekenden. I mit udvekslingsår i Frankrig var jeg den skøre dansker med den underlige accent. I gymnasiet var jeg den nørdede og stæberiske pianist, der ikke ville tage til takke med at spille skuespil i Queen-musicalen. På højskolen var jeg enspænderen, der sad alle weekender ude i Musikhuset på den anden side af markerne og skrev studentikose sange. I København var jeg tjener på Riz Raz i fire år, mens jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at mit band "Sange til den sidste luksusgeneration" skulle bryde igennem - uden at det lykkedes. Og på konservatoriets sangskriverlinje blev jeg den intellektuelle, belæste bogorm, der havde så svært ved at rumme andres musik, fordi han følte sig ensom og usikker.

Jeg ved ikke hvornår jeg fandt mig selv. Jeg ved ikke om jeg har fundet mig selv. Jeg tror at vi alle går rundt og er usikre en gang imellem. Jeg tror at vi alle har følt os udenfor. Det er en del af det være menneske. At være bevidst om sin egen afgrænsning og ensomhed. Jeg tror vi alle længes efter samhørighed. Og jeg tror det er muligt at finde den. Hvis vi tør overvinde tiden og rummet. Holder op med at håbe på bedre tider og drømme om andre steder. Hvis vi bare er til stede, glemmer vores identiteter, vores pensionsopsparing og sommerferieplaner, og giver os hen til det der er lige nu og her.

Som den gamle mands klare øjne, da han takkede mig for saven i "Fyrretræ".