Foråret er her. SoMe-sygen er over mig. Det sker altid når jeg er på turné. Det er min begejstring over at møde mennesker, der faktisk oprigtigt kan lide det jeg laver, som giver mig lyst til at række mere ud til folk. Jeg tænker: "Jamen, hvis folk var så begejstrede til koncerten i går så må der være flere mennesker derude, som ville sætte pris på mine sange!". Høj på al den kærlighed flyver jeg til tasterne.

Ord som potentiale, reach, aktivering og målrettede kampagner popper op i mit hoved. Salgsafdelingen deroppe er i fuld gang fra morgenstunden. Det er som en valgkamp. Hvor vildt kan det ikke blive? Måske går vores live optræden i Go' Morgen Danmark viralt? Måske er det nu det letter? Måske er det nu det stikker helt af? Måske er det nu at du bryder glasloftet, Thorbjørn?

Turbojørgen.

Det kalder løjserne mig. Det er et herligt og kærligt kaldenavn, lige midt imellem øge- og kælenavn. Her kommer Turbojørgen! Fuldt fart frem. Sæt alle sejl til! Op i tempo! Break! Fyr den af! Ekspandér! Følg mig kære følgere! Jeg har set lyset, og hvis I tror på det og lægger lidt mønt, kan jeg måske leve af det! Jeg kommer med helse! Turbojørgen kommer med helse!!

Men når der ikke er turné og valgkamp eller album indspilning, tager Turbojørgen en slapper. Så er jeg bare Thorbjørn. Hvem er det?

Af alle karaktererne i Game of Thrones minder jeg nok mest om Samly Tarwell. Jeg er bogorm ligesom ham. Og konfliktsky. Og så har jeg også forelsket mig i en wilding. Ja, nok mere end én gang. Jeg har et ømt punkt for vildbasser, og jeg har tænkt over at det er fordi at jeg så kan være den mere normale og pæne dreng i forholdet. På den måde kan jeg reproducere mit eget barndomshjems trygge og meget regelfaste rammer, og samtidigt få vildskaben udefra.

Måske ville det være bedre at jeg indrømmede mine egne "dårlige" manerer, tillod mig selv mine skæve indfald og skøre idéer, min egen vildskab, stod ved hele mit selv, og fandt modet til at være sammen med en person, som ikke skulle kompensere for nogen af mine længsler. Jeg har nok til tider tænkt at jeg var for skør til at være sammen med mere almindelige mennesker. Måske er det ikke sandt. Måske er min forestilling om almindelige mennesker også blot en luftspejling. Alle mennesker er vel skøre. Menneskeheden er stor - og skør. Det er solen, der gør os kuldrede. Og natten. Det er lyset og mørket. Vi kan ikke holde til det - ikke i længden. Alle er vi feberramte af denne livgivende stråling fra det ydre rum - og dens natlige fravær. Af denne mægtige ildkugle, som ingen kan tåle at kigge direkte på. Alle bliver vi brændt af solen.

Ja, jeg er Samly Tarwell. Jeg vil ikke være Den Røde Kvinde. Hende der vækker de døde til live, ser syner i ilden og brænder børn på bålet. Eller Danaerys Den Stormfødte, hvis magtbegær forklædt som idealisme jeg frygter ender med at blive hendes egen tragiske undergang. Og jeg vil ikke være Jon Snow. Der er noget selvdestruktivt over den måde han kaster sig hovedkulds og rasende ind i slagene. Jeg ville ønske for ham at han ville forstå hvor fint et menneske han egentligt er. At han kunne lære at elske sig selv, og frigøre sig fra denne forestilling om at han ikke er sine søskende ligeværdig, at han er en horeunge, at han ikke er en rigtig Stark. Han er et rigtigt menneske - som alle sine medmennesker. Og at han fortjener at behandle sig selv ordentligt. Jeg drømmer hemmeligt om at de to skal møde hinanden, og løse den mytiske hårdknude, løsne hinandens bundne kærlighed. Jeg har tre sæsoner tilbage.