Der bor en lille dreng i mig. Min terapeut og jeg kalder ham Tintin. Han vil så gerne gøre folk glade. Imponere med sin paratviden. Hjælpe og redde mennesker. Vise hvor stor og stærk han er. Hvor ordentlig han er. Hvor dygtig han er. Han tilpasser sig hele tiden situationen. Han vil så gerne elskes. Det er en lille dreng, som kunne have godt af en voksen. Det er mig der er den voksne. Jeg skal lære at tage mig af ham Tintin. Tage ham i hånden og vise ham at han er god nok som han er.

Jeg har skrevet en sang til ham. Det første vers lyder:

På min vej ned ad mindernes allé
Stod der pludselig en dreng
Jeg ikke før havde set
Med nedslåede øjne
Og en friskklippet grydefrisure
Fik jeg sympati
For den splejsede fyr

Før i tiden skrev jeg mere dagbog. Efter at jeg er begyndt på bloggen får jeg ikke skrevet så meget i den. Men i går fik jeg skrevet noget ned. Det føltes godt. Som at vænne sig til stilheden. Der bliver jo rigtigt stille når man skriver i sin dagbog - velvidende at ingen andre vil læse det man skriver ned. Så er man for alvor i et forhold med sig selv. Min terapeut sagde til mig at jeg skulle være en god partner for mig selv nu. Det prøver jeg på at være.

At skrive blog giver mig en følelse af at være på, af at performe. Og det føles ikke helt sundt. På den anden side kan jeg godt lide at skrive, og det er en gulerod for mig at vide at nogen læser med. Men det er jo også det som er lidt råddent. Skriver jeg for mig selv eller for at imponere andre? Er det den voksne Thorbjørn eller den lille Tintin? Jeg mister mig selv hvis jeg skriver med det mål for øje at imponere andre.

Jeg vil skrive fordi jeg er nysgerrig på skriften. Nysgerrig på det levende. Nysgerrig på verden.

Jeg snakkede i telefon med min ven. Han er forelsket. Han er på eventyr. Jeg er glad for at han får sig et eventyr. Jeg har også været på eventyr, men nu er jeg vendt hjem igen. Eventyr gør os mere erfarne, rigere; vi kommer klatøjede hjem med morgenrøde på kinderne, smukke ar og kufferten fulde af røverhistorier om prinser og prinsesser, svindlere og søgende sjæle. Vi bliver klogere.

Jeg er glad for mit nye hjem. Nu vil jeg gøre noget ved det. Vaske og oliere altanen, skifte cisternen, installere induktionskomfur, male rosetterne i loftet. Masser af gode projekter.

Om aftenen ser jeg film på min store kinesiske fladskærm. Jeg er holdt op med at se House of the Dragons. Det blev for omstændeligt da den sprang i tid, og jeg var også træt af alle de mørke indenddørsscener og tællelys. Der var heller ikke noget humor eller skønhed. Bare en uendelig historie. Desuden mindede det hele mig om ekskæreste. Det blev bare for trist og trættende.

Nu ser jeg film. Det er også lettere at styre. Serierne er jo endeløse. Først så jeg "Gomorra". Gangsterfilm fra Napoli. Voldelig uden at være voldsforherligende. Smuk uden at være glorificerende. Man ved med det samme at det ender galt for de to unge drenge, der så gerne vil spille fandango og være nogle fandens karle. Alligevel får man sympati for dem. De er så unge, forvirrede og ensomme. Bag deres afstumpethed gemmer der sig en uskyld. Det blik ville jeg gerne fastholde på ethvert menneske jeg møder. Men som min terapeut siger: "det nytter ikke noget at skjule dine følelser bag forståelse". Selvom vi alle på sin vis er uskyldige, eller hvertfald blev født sådan, sårer vi stadig hinanden. Og det er vigtigt at sige det højt, når man oplever det. Det har jeg hvertfald lært at jeg gerne vil blive bedre til.

Disse drenge har aldrig lært at beskytte sig selv, endsige at elske sig selv. De er på en konstant flugt. De leger soldater og røvere, men de gør det med rigtige våben, penge og letpåklædte damer. Det er voldsomt at se sådan nogle smukke, unge mennesker blive forrået. Jeg oplevede at filmen lykkes med at vise hvor frygteligt gangster- og bandelivet er. Hvor ængstelige, afstumpede og sørgelige alle disse store, stærke mænd er.

Den næste film jeg så var "Once Upon A Time... in Hollywood". Tarantino er også humanist, selvom volden i hans film samtidigt taler til drengerøven. Der er en bevidsthed om det, som giver én en ømhed for karaktererne. En drengerøvshumanist.

DiCaprio's rolle er fantastisk. Den afdankede Hollywoodstjerne. Jeg elsker scenen da han fortæller pigen på settet om plottet i den biligbogswestern, som han er i gang med at læse. Og han begynder at græde, da det går op for ham og seeren at det er et billede på hans egen forfald: "He's not a cripple. He's just got spine problems after a jump. That's all!". At se en desillusioneret og fortabt DiCaprio er rørende - en af vor tids store Hollywoodhelte. Jeg portrættet som Tarantinos egen refleksion over det at blive ældre og føle sig hægtet af. Og hvor kan jeg relatere til det - og rygproblemerne!

Der er en lethed, humor og alligevel stadig strøm af intensitet igennem filmen, som oplivede mig. Flere gange grinte jeg højt. Der er en usædvanlig sanselighed på spil: snorkende skønhedsdronninger, blævrende hundemad, et forkullet lig i en swimmingpool, brusende dåseøl. Og under al vestkystsidyllen lurer fordærvet - om det er alkoholismen, som flere af karaktererne kæmper med, eller om det er de unge radikaliserede hippier.

Det er så fint, og et af menneskets mest charmerende træk, hvordan Tarantino omskriver historien til sidst. Filmen igennem tænker man som publikum med sorg på hvordan at den højgravide Sharon Stone blev myrdet, og nu igen skal myrdes på film. Og derfor er det desto mere rørende da humanisten og kunstneren Tarantino træder frem og siger: "det kunne have været anderledes. Lad os gøre det anderledes i dag. Disse uskyldige karakterer skal ikke dø i min film" (akkurat som han sagde om bruden i "Kill Bill"). Og endvidere siger han: "det kan være at uskyldige filmstjerner bliver maltrakteret på bestialsk vis i virkeligheden, men ikke i min film. Det kan være at verdens gang er tilfældig og nådeløs, at vi hvirvler rundt i vinden uden mål og med. Men i min film ender det godt."

Så så jeg "Zone of Interest". Den har jeg længe gerne villet se. Jeg elskede Jonathan Glazers forrige film "Under the Skin". Og jeg elsker Christian Friedel, som spiller hovedrollen i den nye. Filmen fortæller historien om familien Höss og deres liv i kommandantboligen lige udenfor kz-lejren Auschwitz. Man ser aldrig hvad der foregår inde i lejren. Man hører det til gengæld. Men på billedet er der blomsterbede, frugthaver, ternede duge, sladder og gode middage. Det er en foruroligende film. Og den bedste der er lavet om 2. verdenskrig - sammen med "Das Weiße Band", hvis handling godt nok slutter allerede i 1914. Denne film har også Christian Friedel i hovedrollen.

Og begge film viser hvordan at krigen og massemordet kan leve side om side med det borgerlige liv. At vi mennesker sagtens kan leve i løgnen, sagtens kan lukke øjne og ører, og leve vores borgerlige liv med hundeluftning, køkkenhave, rødvinspassiar og godnatlæsning. Akkurat som russere, amerikanere og israelere gør det lige nu.

Vi mennesker kan føle os magtesløse. Vi kan have svært ved at føle vores forbundethed. Vi kan have en tendens til at tænke: "jeg passer jo bare mit. Jeg har ikke bedt om den alt det her. Hvorfor skal jeg rodes ind i det?". Vi spørger sjældent os selv: "hvilket liv vil jeg gerne? Hvordan synes jeg egentligt vi mennesker skal leve sammen? Hvad er egentligt op og ned i denne historie? Hvad føles egentligt intuitivt rigtigt?".

Åh den menneskelige intuition! Den er så fin. Men vi bruger den alt for lidt!

Tintin og mig har ikke været i Auschwitz. Men vi har boet i kommandantboligen: vi har også levet i en løgn, som vi godtroende blev ved med at tro på, i et vanvittigt håb om at den en dag måske ville blive til sandhed. Og sådan har mange mennesker levet dele af deres liv, tror jeg. Men der kommer altid en dag, om det så er den yderste dag, hvor man endelig giver slip på sin krampagtige og ængstelige kontrol over dette umådelige spindelvæv af løgne, og lukker sandhedens lutrende lys ind. Og selvom det er smertefuldt at måtte slippe alt det man identificerede sig med, alt dette rådne habengut man forbandt med sit gode liv, så er det mest af alt en kæmpe lettelse: så befriende og oplivende endelig at kunne mærke sig selv igen. Om det så bare er de sidste minutter af ens jordiske liv.