Langfredag. At genopstå igennem lidelse. Som i et breakup. Eller en tabt fodboldkamp. Eller en korsfæstelse. I dag bærer præsten den sorte messehagel. Det er den eneste dag på året det sker. Black Friday.

Jeg øver mig selv i genopstandelse i disse dage. Træner mit knæ der har drillet siden jeg blev kørt ned bagfra på min cykel af en bilist på landevejen et sted mellem Odense og Glamsbjerg for halvandet år siden. Men nu har jeg fået en personlig træner, og jeg tror at hun kan hjælpe mig. Knæet har ikke været ovenud begejstret for min turné. Så det gør godt med påskeferie og nogle træningspas nede i fitnesscentret.

I går roede jeg for første gang på romaskine. Det var dejligt meditativt. Jeg forestillede mig hvordan årene gled igennem vandet, mens jeg hev efter vejret og mærkede mine baller blive møre og mine overarme svulme op. Genopstandelse igennem lidelse. I dag skal jeg bare ned og lave en masse små øvelser, der styrker min kerne. Den har også godt af at blive styrket.

Var i terapi i tirsdags. Jeg talte meget om min ekskæreste. Og som altid lyttede min terapeut tålmodigt og kærligt til mig, men spurgte til sidst: "Hvad tror du fik dig til at gå så langt for at blive elsket?". Og således kom vi til at snakke om mig, i stedet for om alle mulige andre. Det er det terapi handler om. Men det er jo meget lettere at snakke om andre - alt andet end sig selv!

Jeg blev stille. Kiggede ud over Nordhavn, som prøvede jeg at kravle ud af mine øjne for febrilsk at komme væk fra denne ubehagelige samtale. Og vi begyndte at snakke om min egen usikkerhed. Min frygt for ikke at blive elsket for den jeg er. Min brillante evne til at tilpasse mig. Om min manglende tillid til min egen intuition.

Hvis jeg oplever en situation som værende ubehagelig går jeg meget langt for udfordre den følelse, i stedet for blot at udtrykke den. Hvis jeg bliver såret går jeg meget langt for selv at tage skylden for at jeg blev såret, i stedet for blot at udtrykke min sorg. Jeg er ikke god til at udtrykke mine følelser umiddelbart. Det føles slapt, skamfuldt og ansvarsfralæggende. Men det er jo det modsatte. Det er stærkt at vise sårbarhed. Det fylder én med stolthed at stå ved sig selv. Og det er at tage ansvar når man siger hvad der sker indeni én, i stedet for at vente til man ikke længere kan holde sammen på sig selv. At sige det højt betyder jo ikke at man dermed beder andre om at løse problemet for én. Tværtimod træder man frem og siger: her er jeg, og det er det her jeg mærker og kæmper med lige nu. Jeg skal lære at jeg ikke vil blive afvist når jeg træder frem. At jeg ikke vil blive ensom når jeg træder frem. At det tværtimod er min frygt for at træde ved siden af, der kan ende med at gøre mig ensom og misforstået af min omverden.

Jeg er bange for at fylde - og det er nok derfor at jeg elsker at dykke ned i musikken. Her kan jeg fylde så meget jeg vil, føler jeg. Ved ikke helt hvorfor. Musikken giver mig lov. Musikken rummer mig og alle de svære følelser. Musik er meget rummeligt. Jeg er en pæn dreng. Men i musikken kan jeg få lov til at være en bisse. Og alt muligt andet. Hellig, forundret, forelsket, fræk, liderlig, tosset, latterlig, frastødende, inderlig, rasende, sorgfuld, udleverende. Musikken er ligesom boldrummet på McDonalds. Som barn elskede jeg at vælte rundt derinde. Forestillingen om at man kunne gøre hvad som helst uden at komme til skade!

Musikken er som min terapeut. Den lytter til hele dette virvar, lader mig gøre alle min spjæt i boldrummet, betragter alle disse garderobeskift med milde, ja kærlige øjne.

Hvad jeg har lært i de sidste par år er at der også er en forskel mellem musikken og min terapeut. Og den er at han følger op og spørger: "men hvem er du så?".