Housewarming. I dag offentliggjorde jeg min hjemmeside. Selvom den nu ikke længere er mit eget hemmelige projekt føles det stadig som en hyggelig lille baggård ift. de sociale mediers fortravlede markedspladser og fuldt oplyste handelsstrøg. Det kan være at nogen læser med her, men jeg kan ikke mærke det, der er ingen likes eller andre opdateringer jeg skal forholde mig til. Det føles stille og roligt og rart at skrive et indlæg her på bloggen.

I går gik jeg på Instagram og delte nyheden om Lærke Kløvedals samtalebog, der udkom i går og som jeg er med i. I opslaget fortalte jeg om min misundelse, som jeg også kommer ind på i min snak med Lærke. Det føltes godt at sætte ord på det. Men resten af aftenen og hele dagen i dag har jeg gået og tænkt på hvor mange der har liket opslaget. Ku det mon gå viralt? Ville Go' Aften Danmark ringe og bede om et interview? Ku det måske blive starten på et momentum for hele mit nye album og den sårbarhed jeg prøver at give udtryk for? Ville Familieturens anden koncert på Hotel Cecil mon så ikke blive udsolgt? Og var det en dum idé at planlægge offentliggørelsen af min nye hjemmeside til kl 10 i dag? Ville det tage noget af sårbarheden fra mit ærlige opslag om misundelse fra i går?

Således fór det rundt for mig imens jeg febrilsk prøvede at slå den ene dumme tanke efter den anden ud af hovedet. Når jeg skriver det ned nu minder det mig om den forlystelse man kan prøve i spillehaller og tivolier, hvor man skal slå små trolde ned med en hammer.

Jeg blev ved med at minde mig selv om at det vigtige var at jeg turde tale om min misundelse - ikke hvor mange der likede det. Jeg forbød mig selv at gå på de sociale medier hele weekenden. Men jeg tænker stadig på opslaget og hvordan det blev modtaget. En varm følelse breder sig i min mave når jeg forestiller mig at der er mange som har elsket det og kommenteret det. En kulde og følelse af forladthed rammer mig når jeg forestiller mig det modsatte. Jeg tror slet ikke jeg havde haft de ensomme fantasier hvis jeg havde lavet opslaget her på bloggen. For så havde der ikke været nogen form der opfordrede til reaktion. Der er stille her på min hjemmeside. Det er Stilhedens Hus. Måske skulle jeg kalde bloggen det.

Igen bliver jeg i tvivl om hvad det her projekt egentligt går ud på. Jeg prøver at opsummere: at sætte ord på min tvivl, usikkerhed og sårbarhed ved at gøre mig nogle dagligdags betragtninger om mit arbejde og liv. Og gøre det i en form, hvor der ikke er begrænsninger for længden af mine indlæg, hvor der ikke kan likes, hvor jeg ikke jagter en reaktion eller bekræftelse, men undersøger mine egne tankemønstre. Hvorfor er det interessant for andre? Det ved jeg ikke om det er. Men jeg har altid selv holdt af at følge folks tanker om deres arbejdsprocesser - de pinlige indrømmelser, de sænkede parader, følelsen af at se dem som hele mennesker. Og det har ikke taget noget fra deres film, sange, bøger, kunstværker eller hvad de nu lavede. Om de var skraldemænd eller kontormus har det altid interesseret mig at høre om folks indre liv. Det er vel mit eget indre liv jeg prøver at sætte ord på med denne blog.