Lørdag. Er på vej hjem fra Bornholm hvor jeg har holdt tale for nogle børn på en musikcamp. Jeg har spillet koncerter hele ugen. Har sovet for lidt. Nogle gange klumper det hele sig sammen. Nogle gange er mit liv meget gøgleragtigt.

Siden tirsdags har jeg spillet i en kirke, på en højskole (hvor jeg også deltog i en paneldebat), til en konference på et hotel og til en 50 års jubilæumsfest. Hver aften går jeg smilende på scenen og prøver at lade som om at sangene jeg synger er henvendt specielt til aftenens publikum. For det meste er det det samme sæt jeg spiller hver aften. Det føles ikke forløjet, mere som et teaterstykke. Nogle aftener letter jeg aldrig rigtigt. Det forbliver øvelser og gennemspilninger, og en nervøs anstrengelse for at huske alle ordene. Men pludselig bliver jeg revet med af musikken, af udråbet der ligger i ordene, pludselig materialiserer energien sig og det er som en bølge løfter sig og jeg er surferen, der griber mit surfbræt og blot skal time mit indløb så jeg kan ride hele vejen ind på stranden og hjem på bølgen.

Sådanne bølger kan der være flere af på den samme aften. Jeg har lært at jeg ikke skal panikke når det indimellem føles lidt dødt. Når jeg ikke kan mærke noget, ikke mærke publikum og ikke mærke mig selv. Så må jeg ty til musikken, til ordene. Til alt det jeg har lært udenad, lade hænderne danse over tangenterne og lade tungen smælde og fremføre de lyde, som jeg nogle gange næsten helt glemmer også er små fartøjer lastet og ladet med betydninger.

Når jeg har spillet en koncert er jeg altid glad. Folk er så søde. Jeg føler mig så heldig og er meget taknemmelig. Dagen derpå begynder tvivlen at snige sig ind - var det bare indbildning? Snakkede de ikke lidt meget under balladerne? Sivede det ikke i løbet af aftenen? Var der virkeligt udsolgt? Hvorfor kom der ikke flere? Hvorfor skal jeg ikke spille nogen koncerter i næste uge? Er jeg overhovedet god til det jeg gør? Hvad er det jeg bilder mig ind at jeg kan? Bilder jeg mig noget ind?

Det er som om tvivlen næres af rampelyset. Det er som om at jo mindre jeg tager rosen ind på selve aftenen, jo mere sniger den sig ind ad bagvejen. Og først føder mit ego så det puster sig op og siden får mig til at miste balancen, fordi det nu oppustede ego flagrer rundt som de struttende balloner på en stand i en messehal.

Men hvis jeg tager imod applausen - og ikke affærdiger den nonchalant, hvis jeg lytter til de mennesker der ønsker at takke mig efter koncerten - og ikke undgår dem eller afbryder dem, hvis jeg siger "tak, det betyder meget" og ikke flygter ind i backstage rummet, så er det lidt lettere at tage det for hvad det er. Nogle ord fra et menneske til et andet.

Jeg kan fristes så let til at drømme om alt mulig fremtidig succes og anerkendelse når folk roser mig Men i virkeligheden lover de mig intet. De takker bare for en god koncert. I mit hoved bliver det hurtigt til et løfte om priser, penge, berømmelse - hurtigt ser jeg mig selv på de store scener krænge min sjæl ud og blive beundret af alle, i en grad så jeg må afvise folk. En frygtelig og skamfuld fantasi: at være så populær at jeg ikke kan stå og sælge min egen merch - at boden ville blive væltet omkuld, og jeg blive flået af mine fanatisk begejstrede fans. At være fører for masserne. Frygteligt at nedskrive! Det er jo slet ikke det jeg ønsker mig.

Det har været nogle dejlige aftener. Jeg er glad for at det er gået godt. Glad for at jeg kan møde folk efter koncerterne. Glad for at jeg kunne nyde at synge mine sange det meste af tiden. Taknemlig for at der var nogen der havde lyst til at høre dem.