Det er søndag morgen. Og jeg tænker på en sang jeg engang skrev: "Søndag morgen er jeg clean". Det var dengang jeg gerne ville synge om farlige stoffer - uden at have prøvet dem nævneværdigt. Men jeg kan også huske at jeg var fascineret af denne klarhed nogle søndage morgener kan have over sig. Weekenden er snart forbi, men du har stadig fri lidt endnu. Det giver et særligt nærvær og ømhed for øjeblikket, føler jeg.

I nat drømte jeg at jeg skulle ryge heroin og have sex sammen med min ekskæreste, min far og min bror. Det var egentligt ikke noget jeg havde lyst til, og det var heller ikke forbi at jeg blev presset. Det var bare blevet aftalt, og der var en følelse af at det vist ville være godt for os allesammen. Heldigvis vågnede jeg før vi begyndte. Hvad handlede det om?

Jones og mig bor med udsigt til Ringkøbing Torv, hvor der er blevet pyntet med påskeæg på de nøgne, studsede træer. Himlen er grå, men byen gør et godt indtryk med sine gamle bindingsværk- og murstenshuse og røde tage. Selv byens stemning på byens pizzaria var venlig, sagde Jones, hvilket de ellers ikke altid er sådan en lørdag nat, tænker jeg. Men måske er det mere i storbyen. Herude er man måske bare glad og taknemmelig for at pizzamanden holder åbent for natteravnene.

Hotel Ringkøbing har al den sjæl og ynde, som kun en kro igennem århundreder kan fremelske. Jeg elsker kroer. Og jeg elsker mit land for at vi stadig har dem. De står som dyrebare tidslommer rundt omkring, ligesom gravhøjene, og minder mig om landevejsriddere, eventyr og vellevned. Og giver på en eller anden måde værdighed til det landskab og den by de er en del af. De siger: fortiden er lige bag os, vi er stadig fortryllede, virkeligheden er slet ikke så flad og grå som du tror.

Det har været overvældende og livsbekræftende at være ude på scenerne igen med et band bag mig. Og publikum har været så søde. Jeg kan mærke mit ego bliver pustet gevaldigt op. Mærke hvordan at den magt jeg føler i de øjeblikke hvor jeg tror at have publikum i min hule hånd, gnaver i mig længe efter koncerten er forbi. Som ringen gjorde i Frodo, som alkoholen gør i alkoholikeren. Det hjælper at læse Alice Munros noveller, eller se lidt af Jurassic World på hotelværelset efter showet. Snakke med løjserne over en alkoholfri øl nede på kroen. Høre om dengang Pedersen blev gift på Brundby Rockhotel. Falde ned, falde ned, blidt, tålmodigt vente på at kroppen og hovedet falder til ro.

Efterhånden glemmer jeg så mig selv, og disse magiske evner, som jeg kan bilde mig ind at besidde i glimt af storhedsvanvid når stormen raser på scenen og jeg løber rundt med bar overkrop ude blandt publikum og pruster og stønner og fabler og rabler med fråde om munden og brand, mord, lyst og kærlighed i øjnene.