Onsdag. Jeg er kommet hjem fra Berlin. Jeg drømmer om at lægge puslespil. Har et sæt med 2000 brikker af Van Goghs stjernehimmel liggende. Det maleri der hænger på MOMA i New York, og som jeg engang så for mange år siden og fortabte mig helt i. Det er en hallucinerende stjernehimmel, en fuldtstændig vanvittig stjernehimmel, der er så meget bevægelse i billedet. Så meget længsel og så meget liv, så meget glæde og sorg i det billde. Starry Night. Stjernenat. Gad vide om man kan skrive en sang som det billede? 

Jeg blev glad for alle de fine kommentarer og beskeder jeg fik ovenpå mit interview i Information i fredags. Især glædede det mig at en fremmed kvinde skrev til mig og sagde at hun kunne genkende alt det jeg beskrev. Og jeg fik følelsen af at hun følte sig set og rummet. Det gjorde mig glad. På en måde er det blevet mit arbejde. At række ud og røre og rumme fremmede mennesker – mest med mine sange, nogle gange med ord. Altid med ærlighed, ligefremhed og kærlighed. Ellers kan vi mennesker ikke røre hinanden. Jeg ved ikke om jeg er god til det. Jeg har jo ikke taget nogen uddannelse i det. Men jeg ved at jeg selv er drevet af en længsel mod at udtrykke mine følelser. De oprørte og vildfarne, de dunkle og ubevidste, de skøre og jublende, de forbudte og undertrykte, de sørgmodige og tungsindige. De smukke såvel som de farlige, svære og uvelkomne følelser. Måske navnlig de sidste.

Jeg husker en kollega engang, der skulle på job, udtrykte det sådan at han "skulle afsted og presse følelser ud". Nu spiller han også tuba, og så skal man jo immervæk presse til. Men jeg grinte meget af at hans formulering, fordi det var så kynisk sagt om noget så ømt. Men også jeg presser følelser ud, når jeg synger mine sange. Det nytter ikke at presse for hårdt dog. Så bliver det bare fladt og afvisende - omtrent som når man blæser i en tuba. Man må presse forsigtigt. Og det minder mig om en leg jeg nogle gange leger, hvor jeg bytter rundt på følelser og pølser. Så snakker vi om de svære pølser, og om hvilke pølser vi mærker lige nu, indeni os - er der en pølse som presser sig på? Og vi siger at der skal være plads til alle pølser, også de store pølser, og at der ikke findes forkerte pølser. Fortæl Pølsemanden det - det ville han blive glad for! Alle de lækre pølser han langer over disken hver dag, og som vi spiser brød til, for vi kan ikke bare tage pølserne som de er - uha nej, spis brød til! Jeg har varme pølser for dig, åh jeg brænder mig! Pølsemandens sang! Ak ja, hvor godt kender jeg den ikke?!