Klokken er kvart over ni mandag aften og jeg vil forsøge at skrive et kort indlæg.

Jeg ligger på en madras jeg har arvet fra min barnepiges gamle forældre, og som gør det ud for en sofa i min nye stue. Det føles lidt som at være 20 år og nytilflytter. Dagen er gået med at forberede albumudgivelsen, især udgivelsen af den fleste single "Yin & Yang" som udkommer på torsdag. Jeg er både nervøs, spændt og bange for modtagelsen. Mest af alt bange for den udeblevne modtagelse - som at komme hjem fra en jordomrejse og ikke se nogen genkendelige ansigter i ankomsthallen.

I går var jeg i Malmø og se min ven Nicolai Elsbeg synge Kong Heinrich i Wagners "Lohengrin". Tog derover med Mipsi og det var så dejligt at se hende igen og tage på udflugt sammen. Jeg elsker Malmø, og jeg elsker Sverige. Elgene, bjørnene, de store skove, Ingmar Bergman, Bellman, Astrid Lindgren, de falungrøde træhuse. Og det at man kan køre nordpå hele dagen og knap nok nå halvvejs op igennem i det store land. Når jeg står i Malmø tænker jeg at det er det samme land som de gamle bjerge og vildmarken oppe i Lapland, det er det samme land som skærgårdskysten ved Göteborg, hvor Evert Taube vist nok sad på den yderste ø og skrev sine sange.

"Lohengrin" var lang, vild, tragisk og smuk. Nicolai sang fantastisk, og jeg blev så glad på hans vegne over at han er så dygtig. Jeg kunne mærke megen modstand mod scenografien, men den kunne ikke ødelægge min oplevelse af at sidde i den fine, lille operasal i Malmø og opleve Wagners endeløse musik, det gamle eventyr om svaneridderen og min ven Nicolai. Hvordan skal jeg formulere den modstand uden foragt? Måske sådan: jeg ville have gjort det på en anden måde. Eller sådan: scenografien forstod jeg ikke. Eller sådan: gad vide hvad tanken var med scenografien? At gøre det til en drøm i Elsas - hovedpersonens - hoved? En slags barnlig pigefantasi?

Der er så meget jeg ikke forstår.