Der falder blodregn, og jeg er alene igen. Jeg ser Game of Thrones, og tænker på Den Mangesidige Gud og på hvor meget vi mennesker gemmer på. Meget mere end jeg troede. Men i disse dage er der maskefald.

Det har været noget af en rutsjebanetur. Endnu en. Men jeg ved at jeg lærer noget hver gang. Selvom jeg ikke lærer så hurtigt som jeg havde troet. Som min ven sagde til mig engang: man kommer først videre når man har lært det man skulle lære.

Måske er det denne gang?

Jeg lå søvnløs i nat. Tankerne hvirvlede rundt. Kiggede over på den tomme halvdel af min dobbeltseng. Jeg skal være i et forhold med mig selv nu. Ikke hente kærligheden hos en anden, men hos mig selv. Gøre gode ting for mig selv. Træne, lave mad, spise tidligt, gå tidligt i seng.

Familieturen er i gang, og det har været nogle hyggelige dage i Svendborg, Assens og Brøndby. Jeg holder meget af at turnere med løjserne. Det er trygt, stille og roligt og hyggeligt. Der er ingen der føler behov for at prale. Folk er til stede, og har ikke travlt med alt muligt andet. Det er et meget afslappende space, løjsernes backstage. Myntete og en papiravis. Helt perfekt for mig.

Indimellem koncerterne har vi vandret i Svanninge Bakker og kløvet brænde på kollektivet De Sydvendte Spande på Østfyn. I denne uge skal vi hjem til Pedersen og spise frokost med udsigt over søen. Selvom koncerterne betyder meget er det der sker imellem dem også af stor betydning. Det giver ligesom inspiration og lyst til at spille musik og synge sange, føler jeg.