Så er jeg tilbage på bloggen efter et solbeskinnet eventyr til Málaga i sidste uge. Hver dag vågnede jeg op til de let svajende palmer og Middelhavets blå uendelige flade med dets små skumtoppe. I gården stod der et appelsintræ, som vi plukkede appelsiner fra og pressede til den skønneste appelsinjuice jeg har smagt. Jeg crawlede baner i poolen, vi lavede ceviche af kulmule og så Real Madrid tabe 1-0 til Liverpool nede på en bar i byen. Vi vandrede i bjergene og krydsede en hængebro, der dinglede over en slugt med flere hundrede meter frit fald. Den næste dag tog vi længere op i bjergene og blev blæst kolde af ørkenvinden, mens vi vandrede i et fremmedartet stenlandskab, som vandet i fordums tid havde formet til kæmpemæssige fantasidyr og Pringles chips. Og jeg fik fortalt hele historien af den første "Hunger Games"-film, hvis landskab lignede det vi vandrede i. Jeg elsker at få fortalt historier. Bare spoil mig hele plottet – så længe du fortæller mig hele historien!

Vi spiste den herligste mad. Sortfodsgris, oksehale, blæksprutter, søpindsvin, langustinos, blå hummer og foie gras. Vi drak cava om morgenen, øl om eftermiddagen, rødvin om aftenen. Vi var skamløse. Vi slikkede sol, læste en islandsk kriminalroman højt for hinanden, som vi fandt i en reol på et strandhotel, og faldt i søvn klokken ni om aftenen og stod op til morgenrøden ude over havet. Duftene var det bedste at vågne op til. Af appelsintræer, saltvand, den røde sandede jord, papegøjeblomsterne og alle de andre mystiske og vulgære blomster, der prydede og forsødede villavejene. Vi lyttede til Thomas Helmig -  til "Malaga" og "El Camino". Vi sang til "Scar Tissue" af Red Hot Chili Peppers. Vi dansede til "Time" af The Alan Parsons Project i køkkenet mens vi lavede gazpacho. Og jeg hørte Billy Joel for første gang. Og vi elskede – elskede over det hele. Og jeg følte mig så rig og velsignet.

I de kommende dage skal jeg spille hver aften. Men egentligt ville jeg hellere ligge derhjemme og se Harry Potter med hende jeg elsker.