Så blev det jul. Ugerne er fløjet afsted. Jeg har været på eventyr. Jeg har levet fuldt ud - ikke på den nydelsessyge måde. Men ved at prioritere mit eget liv over arbejde. Sådan må det også være her i Stilhedens Hus. Jeg kommer og skriver når jeg har lyst, når tiden er til det og når der er overskud. Jeg skal ikke slå mig selv oveni hovedet når jeg ikke har lavet et indlæg i ugevis.

Der er ingen der venter på mig her. Der er ingen forventninger. Det er bare mig og mine tanker, som jeg kan dele når jeg har lyst. Lystbetonet. Det er et dejligt ord. Jeg øver mig stadig i at gøre noget jeg har lyst til, og ikke det jeg burde. Når jeg er i en god gænge tager jeg mig pludselig i at gøre pligten af lyst, fordi at jeg ventede til jeg fik lyst til at gøre det. Som f. eks. at vaske gulvet i min nye lejlighed. Det var ren meditation at gøre det. Eller at rense afløbet på badeværelset. Det var sådan en tilfredsstillelse at få det gjort.

I morges havde nissen været forbi med lækkerier. Vi gik ned til stranden og drak varm kakao, mens vi så på vinterbaderne. Solopgangen var skjult bag skydækket, men orange, gyldne striber spredte sig på himlen og mindede os om det mirakuløse ved den ellers tilsyneladende grå og blæsende morgen. Nu er klokken tre og det samme kobberfarvede lys stråler nu allerede skrånende henover landet, mens jeg farer forbi i et godt fyldt tog. Dagene er korte, men føles velsignede. Fordi de ikke skal overstås eller hastes igennem.

Jeg er meget taknemmelig for modtagelsen af "Familiealbummet". Jeg prøver at nyde det for hvad det er. Jeg glæder mig over de tilkendegivelser jeg har fået, mens jeg undlader at opsøge dem der ikke har skrevet eller sagt noget. Der er ikke nogen dommere i denne verden, når det kommer til stykket. Det er en enorm lettelse. Jeg tænker også på dem, der ikke er så heldige at få den samme opmærksomhed som jeg har nydt godt af. Jeg håber at de stadig er stolte af det de har lavet, og af dem de har lavet det sammen med. Det er det eneste der egentligt betyder noget. For der var jo ikke andre da man skrev sangene og indspillede dem. Jeg håber og ønsker for dem at de klapper sig selv og deres kollegaer på skuldrene, ja måske hæver armene i vejret. Det er altid en triumf at gøre noget færdigt og dele det med verden. Hvor mange der så tager det til sig er underordnet. Det er ikke ens bord. Bliv hos dig selv og giv dig et kæmpe kram. Siger jeg til mig selv.

Jeg har købt en vintage frakke fra Marlboro. Jeg ligner en cowboy i den. Det er første gang i mange år at jeg har købt en frakke til mig selv. Jeg har gået i min fars og brors aflagte tøj. Det føles godt at forkæle mig selv. Det skal jeg huske at gøre noget mere.