Fødselsdagshilsen

19/6/2026

I dag fylder jeg 39 år. Jeg har nået den alder, hvor folk som regel siger: "Alder er bare et tal jo". Men jeg vil nu mene at det er mere end bare et tal. For mig er det også et pejlemærke. Og en påmindelse om livets flygtighed. Vi tæller op, årene lægges til, men vi tæller jo også ned. Selv tænker jeg: "Det var halvdelen af livet, der gik dér". Men det kan jeg jo ikke vide.

Jeg læser den gamle romerske kejser Marcus Aurelius' "Meditationer" for tiden, og han siger et sted: "Det fuldkomne menneskes kendemærke er, at det lever hver dag, som om det var den sidste dag. Hverken lade sig bedøve, eller spille komedie".

Det kan jeg godt lide. Ofte bliver dette "Carpe diem"-mantra misforstået som et udtryk for den hæmningsløse og ekstatiske nydelse. Men i kejserens ord bliver det en påmindelse om at være til stede.

Det vil jeg også prøve at være på min 39 års fødselsdag.

Den er startet godt. Jeg har udgivet en sang, som jeg holder meget af. Og jeg har hyret en instagrammer til at stå for at sende den afsted.
Den tager en helt del af stressen.
Jeg har fået søde hilsner, og så har jeg fået skiftet støvsugerfilter, kogt kartofter, og opdateret hjemmesiden. Om lidt skal jeg ned og have målt mit kolesteroltal hos lægen.
Det er da fin markering af at årene ikke går umærkbart henover min krop!

Senere skal jeg spise kage med mine kollegaer på værkstedet. Og så skal jeg ud og shoppe lidt og forkæle mig selv. Måske købe en flot sommerskjorte.

Det er altsammen noget jeg selv har taget initiativ til. Det føles godt. Ikke at vente, men at tage ansvar for sig selv og vise omsorg for sig selv. Forkæle mig selv. Spørge mig selv: hvad har jeg lyst til? Et herligt spørgsmål!

Alle indlæg