I går tog vi hul på vores fire koncerter på Hotel Cecil. Det er hjemmebane, og jeg føler et ekstra pres - pålagt af mig selv - for at gøre det godt. At være fyr og flamme. Det blev en dejlig aften. Og folk var meget søde. Men det var ikke på den samme ekstatiske måde, som da jeg spillede på Store Vega første gang og crowdsurfede. Det er den eneste gang jeg har gjort det. Siden har jeg ikke turde gøre det. Jeg har været bange for ikke at blive grebet. Men den aften på Vega havde jeg nok en stærk følelse af at folk ville gribe mig. Der var så tætpakket foran scenen at jeg nærmest kunne gå hen over publikum. Er det denne overmenneskelige magt det handler om: at kunne gå på vandet? Og hvorfor dette behov for at hæve sig over andre? At svæve over de dødelige som en af Marc Chagalls drømmende figurer. Hvorfor i alverden skal andre mennesker dog bære rundt på mig? Er de mine undersåtter? Er jeg deres herre? Korrumperes min fine sjæl af spotlysets berusende magtfølelse? Stiger succesen mig nu til hovedet igen?

Jeg har gået hemmeligt og drømt om at crowdsurfe, og tænkt at det måske skulle være nu. Hvorfor? Måske forbinder jeg crowdsurfing med min egen ultimative succes: at spille udsolgt på Store Vega. Det var tilbage i 2017. Og den succesoplevelse hungrer en del af mig stadig efter at gentage. Det var så overvældende at det nærmest føles som en drøm, når jeg tænker tilbage på det. Jeg kunne ikke tage det ind dengang.

Det er en skamfuld erkendelse at jeg stadig længes efter den tid nogle gange. Og efter at crowdsurfe. Og at jeg synes at det er sejt når andre gør det.

Hvorfor ikke bare møde folk i øjenhøjde? I går gik jeg rundt blandt publikum og til sidst i sangen "Kærlighedsbarnet" sagde jeg til en ung mand: hvem er du? Og han sagde sit navn, og jeg reagerede instinktivt ved at tage hans hånd og omfavne ham. Det føltes som en ligeværdig hilsen mellem to mennesker. Det glædede mig.

Der er noget dehumaniserende ved at crowdsurfe. At gøre det enkelte menneske til en strittende arm i massen. At ophøje et menneske over alle andre. Der er noget kult og fascisme over det, som jeg væmmes ved.

Samtidigt virker det så ekstatisk, så livsbegejstrende. Og jeg mærker også en kærlighed i det: vi bærer dig, vi bærer hinanden, vi giver alle en hånd med. En følelse af sammenhold og fællesskab. Når jeg har stået og set på dem oppe i pitten bære popstjernerne rundt har jeg tit haft den samme følelse, som når jeg sad ved det bagerste bord og kiggede på de glade mennesker ude på dansegulvet. Jeg følte mig udenfor livet. Jeg tænkte: Det dér, det er livet. Og her sidder jeg.

Måske er det ikke rockstjernen jeg længes efter at være. Måske længes jeg i virkeligheden mere efter at være en af dem, der løfter dette tilfældige menneske op i en medmenneskelig gestus, der siger: vi har dig, vi har hinanden. Måske længes jeg bare efter at være en af dem der løfter i flok. Måske er jeg ikke crowdsurfer, men flokløfter. Den tanke gør mig glad.

Og jeg tænker på i sommers. Den juliaften hvor Pedersen og jeg stormede op foran scenen i laden oppe på Ærø, hvor Michael Falch spillede med sit band. Og vi smed alle hæmninger. Jeg ville aldrig have hørt en Michael Falch koncert for nogle år siden. Jeg ville allerhøjest have stået bagest med korslagte arme og nægtet at give mig hen. Men nu gav vi os helt hen. Og vi dansede og skrålede med på bedste beskub. Og lige dér følte jeg mig ligeså levende, ja faktisk mere levende, end når jeg står på scenen. Jeg skulle ikke tænke på at huske teksten, eller på hvordan musikken lød, om bandet spillede forkert, hvad den næste sang i sættet mon var, om folk egentligt kunne lide det, eller bare lod som om, og jeg skulle ikke spørge mig selv hvorfor de to musikerkollegaer dansede kåde rundt foran mig, gjorde de grin med mig? Eller var de bare helt spillevende og henrykte over livet i dette øjeblik?