Drøm

18/3/2026

Drømte i nat at jeg skulle mødes med min familie. Måske i min brors lejlighed. Da jeg ankom viste det sig at de andre havde været der i lang tid og at de var irriterede over at jeg først kom nu.

Jeg havde åbenbart misforstået aftalen. Hvad værre var at vi heller ikke var enige om hvilken dag det var. Jeg insisterede på at det var onsdag, mens min familie smilte ad mig, som om jeg fortalte en vittighed. I dag er det søndag, sagde de. Jeg måtte insistere på at jeg var helt sikker på at det var onsdag. Vi tog vores telefoner frem. Jeg havde en lille dumbphone, men man kunne godt se ugedagen på. Det hjalp jo ikke meget. Min familie grinede vantro og lidt usikkert. De kunne ikke lide at jeg mente det så alvorligt. Det var søndag, og det var der ikke noget at gøre noget ved. De kunne ikke forstå at jeg kunne tage så meget fejl af ugedagene. Jeg var helt i chok. Jeg havde gået og levet en halv uge forskudt i hvor lang tid? Viste det ikke også hvor lidt jeg kom ud og så andre mennesker?

Jeg fik hedeture. Jeg kunne ikke trække vejret. Det måtte være onsdag!! Det kunne ikke være rigtigt at det var søndag! Jeg flåede tøjet af. Det var pludselig så varmt. Jeg måtte have luft. Jeg vaklede ud på altanen helt nøgen og svimmel. Det var højlys dag. Foråret var her. Det var blevet mildt i vejret. Solen skinnede og himlen var blå. Min verden styrtede sammen. Jeg faldt om på altanen viklet lidt ind i altandørens ene gardin. Så vågnede jeg.

Alle indlæg