I dag udkom min single "Yin & Yang". Det er første gang i over to år at jeg udgiver en af mine egne sange. Det har været en underlig dag.

Jeg havde en skøn session med min terapeut i formiddags. Vi talte endnu engang om hvordan jeg lærer at blive hos mig selv - og ikke tager mig af andre. At jeg egentligt bare skal mærke hvad jeg selv har lyst til, og turde sige det højt. Det er nemt for mig i et musikstudie. Men ikke ude i den store verden - ikke altid hvertfald. Og især ikke overfor mine forældre og nærmeste. Der er der rigtig meget pligtfølelse - et stort dumt pligtspøgelse (lidt ligesom den uhyggelige skyggeånd i Miyazakis "Chihiro & Heksene"). Og måske kan spøgelset blive til en god følgeånd, hvis jeg giver det al den kærlighed, som den sådan længes efter. Det er en gammel stemme i mit hoved - en længsel efter at passe ind, at blive accepteret, en frygt for at være udenfor.

Men jeg er jo bare mig. Jeg skal ikke passe ind noget sted. Ligesom jeg ikke skal forsøge at få andre til at passe ind nogen steder. Der er noget jeg forstår at værdsætte, ikke alt. Og det jeg ikke forstår er måske til nogle andre, som får stor glæde ud af det. Men så længe at jeg selv ængsteligt gerne vil accepteres og passe ind (om det så er på en radiostation, i et musikmiljø, på en skole, i familien, hos mine venner), så vil jeg også forsøge at presse andre ind i former og kasser.

Når jeg giver mig selv kærlighed og frihed til at gøre hvad jeg vil - og ikke hvad andre synes jeg burde gøre - så kan jeg også pludselig slippe alle mine krav til andre. Så under jeg folk alt det bedste. Når jeg har denne følelse er jeg den lykkeligste og frieste mand i verden.

Ligeså snart jeg forlod min terapeut ramte virkeligheden mig. Jeg åbnede min telefon og så at jeg havde fået en besked fra en gammel ven og kollega. Vi har arbejdet sammen og kendt hinanden i mange år. Han skrev til mig at han ikke kunne lide min nye single. Han syntes at lyden var dårlig - man kunne ikke høre hvad jeg sang. Han havde lyttet flere gange, understregede han, men lige lidt hjalp det. Han forsikrede mig samtidigt om at han holdt meget af mig og ikke ville såre mig. Han sluttede af med at skrive at han håbede at jeg ikke tog ham det ilde op.

Jeg blev ked af det og forvirret. Men heldigvis var jeg lige kommet ud fra min terapeut, og jeg er altid meget hos mig selv og i tophumør når jeg forlader ham. Derfor kunne beskeden ikke vælte mig helt omkuld, som den nok havde kunnet under andre omstændigheder. I nogle øjeblikke blev jeg helt i tvivl om sangens værd, og om jeg havde overhørt noget så fundamentalt som at vokalen var for lav og ulden. Men hurtigt kom jeg tilbage til mig selv. Jeg er glad for den sang. Jeg er glad for hvor den endte. Jeg synes den er tydelig og balancerer smukt mellem kaos og ligefremhed. Jeg er stolt af at have udgivet den. Jeg elsker dens ærlighed, pinagtighed og dagsbogsagtige ligefremhed. Jeg elsker musikkens brusende, overvældende natur. De mange lyde og instrumenter, der fletter sig ind og ud. De minder mig om den forelskedes indbildte syner og skøre, febertågede idéer. Jeg elsker omkvædets indsats og kontrast til de lyriske, berettende vers. Det nuttede selvbedrag som den forelskede hovedperson indhyller sig selv i i det samtidigt stolt deklamerende omkvæd. Og den gradvise indrømmelse, som efterhånden breder sig ud til alle sider. Sangen er sjov, rørende, forførende, kærlig og pinlig. Det er en herlig sang og jeg er stolt af den. Min ven skrev ikke rigtigt noget om sangen i sin besked, kun om lyden. Hvilket også forvirrede mig.

Så blev jeg vred. Hvad bilder han sig ind? At skrive stolpe op og ned om teknikaliteter på dagen for min første single i to år? Hvad er det for en ven? Hvad er det for en kollega? Han ved om nogen hvor nervøs og usikker jeg er når jeg udgiver mine sange. Han ved om nogen hvor meget arbejde der ligger bag sådan en sang. Hvad med en lykønskning i stedet? Han kunne have ringet til mig. Måske om et par dage, og fortalt sin ærlige mening. Eller holde sin kæft og tænke over hvorfor det går ham så meget på. Men at skrive sådan noget til mig på dagen for udgivelsen på sådan en beklagende måde - hvad ligner det? 

Jesus, folk kan være afstumpede og opfyldt af sig selv. Jeg beder til at jeg ikke opfører mig sådan overfor andre. Og så ønsker jeg min gamle ven kærlighed og fred i sjælen.

Og jeg vil stille mig selv den opgave at undersøge hvorfor jeg tog så meget på vej over hans uhøflige opførsel. Der ligger noget dér og venter på mig. Noget jeg skal lære. Måske var det universets måde endnu engang at udfordre mig til at blive hos mig selv.

Heldigvis slutter dagen ikke her. Det er nemlig ikke kun mig, der udgiver sange i dag. Nu skal jeg ind og fejre min kære ven og kollega Lasse Aagaards nye korværk med hans kor BARK. Det glæder jeg mig til. Og jeg vil ikke kommentere lyden, men bare nyde og fejre at min ven har nået denne milepæl i dag. Hurra for mig og ham og alle andre, der deler deres musik og hjerteblod og kærlighed med verden i dag.